Isbjørn
Vores yndlings ven Alexander fra Den Dyriske Time. har denne gang skrevet lidt om isbjørnen
Isbjørnen er et af de største landlevende rovdyr på planeten. Hvis du render rundt på spidsen af den nordlige halvkugle (nogen vil påstå at en kugle ikke har en spids, men de skal ikke komme her) og støder ind i en sulten isbjørn, så er du alvorligt meget ude og skide. Når en isbjørn giver dig en lammer, så er det med kløer der kan blive mere end 5 cm lange, og når en isbjørn spiser dig, så.. ja.. så dør du. Hvor stor er chancen så for at blive angrebet af en isbjørn? Med et til tre angreb på verdensplan årligt må den siges at være rimeligt lav. Desuden er det nemt at afværge isbjørneangreb. Som en isbjørneekspert har sagt, ”Hvis du skal rende rundt i bjørneområde, så hav noget afskrækkende på dig (bjørnespray eller guns f.eks.), lad vær med at være stiv og hold øje med dine omgivelser.”
Isbjørnen er bare en brunbjørn tilpasset et arktisk miljø. Den har et tykt spæklag og hvid pels og er ekstremt god til at svømme. Den svømmer så godt og bruger vandet så meget at den klassificeres som et marint pattedyr – ligesom sæler, havoddere og hvaler. Den lever for det meste på steder med en masse is og sne, og er god til at hive sæler op af åndehuller i isen. Indimellem kommer isbjørne også tæt på mennesker, og kan finde på at gå på madjagt i skraldespande. Det kan være problematisk, for isbjørne er ægte farlige. Altså ikke bare ”farlige” som ulve eller vildsvin i Jylland, men ægte farlige, ligesom malaria og tequilashots.
De største isbjørne man har nedlagt skulle efter sigende have vejet op imod et ton. Som altid med denne her slags fortællinger, om hvor store dyr bliver, så er det dog et cirkus af røverhistorier. Der er altid nogen der kommer og siger at de har skudt absurd store dyr, og at hele deres familie og alle vennerne var til stede da de vejede dem, men de nåede desværre aldrig at tage et billede af vægten. Det er ligesom når du snakker om den dag du var oppe og løfte 150 kg i fitteren, men der var desværre ingen vidner tilstede, og næste dag kunne du kun løfte 60 kg igen, ”fordi du var øm”.