Vores ålegræs-Database

Tilbage til viden

Bundet og plantet totalt

Siden 2022 har vi i Os Om Havet været med til at genskabe ålegræsenge langs de danske kyster. Her kan du følge med i, hvor meget ålegræs vi har plantet, hvor og hvornår – og se, hvordan vi sammen giver havet mere liv

StedDatoAntal skud plantet
Korsør15/6/20255500
Mariager Fjord6/7/2024 – 7/7/20246000
Vejle9/6/20246000
Vejle8/6/20243000
Kolding20/5/20236500
Gyldensten3/7/20233100
Vejle10/6/2023 – 11/6/202310900
Sellerup (Vejle)28/6/2022 – 30/6/202210000

Det danske havmiljø har brug for hjælp. Mange steder i Danmark er ålegræsset forsvundet, og det har store konsekvenser for livet under overfladen. Når ålegræsset forsvinder, mister utallige fisk, skaldyr og smådyr deres levesteder, og biodiversiteten i havet bliver fattigere.
Udplantning af ålegræs er ét af de virkemidler, vi kan tage i brug for at give havet mere tid til at komme sig. Når vi genskaber ålegræsenge, skaber vi nye levesteder, som styrker biodiversiteten og giver naturen bedre muligheder for selv at genoprette balancen.
 
I 2024 og 2025 har Os Om Havet sammen med Tænketanken Havs nationale initiativ Danmark Planter Ålegræs gennemført storskala-udplantninger flere steder i landet. Efter hver udplantning bliver områderne monitoreret, og resultaterne indgår i det videnskabelige grundlag, som afgør, hvor vi kan – og ikke kan – plante i fremtiden. Alle data er derfor helt centrale i arbejdet med at genoprette havmiljøet.
 
Vi arbejder altid på et solidt fagligt fundament. Vores faste samarbejdspartner er Syddansk Universitet, og gennem samarbejdet med deres forskere sikrer vi, at indsatsen bygger på den nyeste viden. Os Om Havets rolle er at åbne døren for alle, der vil være med: Vi faciliterer events, hvor naturgenopretning bliver tilgængeligt og nærværende, mens det videnskabelige grundlag sikrer, at indsatsen skaber reel værdi for havet.
 
Ålegræs databasen giver et transparent indblik i vores indsats: hvor meget ålegræs vi har plantet, hvor og hvornår. Her kan du følge resultaterne af arbejdet og se, hvordan vi i fællesskab kan bidrage til at give havet mere liv.